Ry Borgerforening og Lions Club i Ry havde lørdag en succesrig aften med udsolgt til Irsk aften med det kendte ALMOST IRISH band i Ry Hallerne. Der var pyntet op på bordene og rundt i hallen med flag og andet i de irske farver til at skabe hygge. Der blev leveret spændende mad fra KVICKLY og til de tørre ganer var der irsk stout og irish coffee. Der blev leveret en aften med en stemning skabt af den gode irske folkemusik, som greb publikum lige fra starten. Næsten 3 timer musik med 3 ekstranumre. Publikum ville ikke slippe knægtene fra Holsted.
ALMOST IRISH bandet består af de 4 brødre Rasmus, Alexander, Jacob og Lukas alle med efternavnet Nielsen. Bandet var med sin ”band mobning” et band der kom ud over scenekanten helt ned til den enkelte publikummer. Der var også flere numre med fællessang, og godt tramp i gulvet efter irsk tradition. Publikum var helt på dupperne både siddende og stående.
Pete Seegers “Where Have All The Flowers Gone” ,den berømte traditionelle irsk sang “Whiskey in the Jar” og ikke mindst “Song for Ireland” som Mary Black jo har gjort udødelig. Det var vel de tre numre, som fik publikum til at synge med af fuld hals. Sikke en aften med en fantastisk stemning. Og vi blev af mange opfordret til næste år at gentage sådan en aften.
Vi forventer at denne aften med fuldt hus vil give ca. 25.000 kr. i overskud, som vi sammen med Ry Borgerforening vil anvende til et eller flere lokale almennyttige tiltag.