Julehjælp til børnefamilier i Ry

Lions uddeler julehjælp for mere end 40.000 kr. i Ry området

 

Pakning af julehjælpspakker

Kriteriet for udvælgelse

Lions i Ry har traditionen tro uddelt julepakker til medborgere i Ry området, som af forskellige grunde har svært ved at få holdt en ordentlig og anstændig jul. Kriteriet for tildeling er såvel økonomi som en opmuntring i en svær periode her til jul. Det er børnefamilier i postnummer 8680 og 8670, der har kunnet søge. 

Glade givere og glade modtagere

Lions har i år oplevet en stor efterspørgsel efter julehjælpspakker, hvilket nok afspejler at økonomien er presset hos mange. Lions er glad for at kunne hjælpe de familier som har søgt. Vi har modtaget henvendelse fra 51. I Lions glæder vi os over, at vi med vore sponsorer og besøgende fra bl.a. julebankospillet den 26. november er i stand til at hjælpe. Vi har i år efterkommet 44 ønsker om julehjælpspakker, og pakkernes indhold afspejler julehjælpsudvalgets vurdering fra ansøgning til ansøgning om behovet for hjælp.  

Midler fra Julebanko og fra Pressalit

Lions har til hjælp med arbejdet igen i år modtaget 10.000,- kr. fra Pressalit A/S i Ry. Det er et en anerkendelse af vort hjælpearbejde, som Lions sætter meget stor pris på. Midlerne til julepakkerne stammer fra det årlige Julebanko, som i 2017 havde såvel publikumsrekord med næsten 700 og et overskud på 80.000 kr.   

Gavepakker er klar til uddeling

Lions udleverer fra 19. december til 22. december julehjælpspakkerne og gavekort til de 44 familier. Vi plejer at modtager mange takketilkendegivelser, der selv med Lions beskedne hjælp viser, at det også betyder noget, at andre tænker på dem, som har det svært med at få det hele til at hænge sammen her op til jul.