Vinderne af Lions Kildebjerg-Ry løbet 2016

Lions club Ry siger tak til de mange deltagere, der var mødt op til vores årlige motionsløb. En speciel tak skal lyde til vores mange sponsorer, der har støttet os både med gevinster til løberne og med midler til vores hjælpearbejde.

Vinderne af løbet blev:

3 km
1 13:04 Hussien Habbash
2 13:11 Rikke Crawford
3 13:39 Nikoline Mengel
4 13:44 Frederikke Kilde
5 13:50 Rebecca Bang

5 km
1 20:18 Oscar Sig Tranberg
2 20:19 Klaus Skeem Staal
3 21:14 Robert Ladefoged Laursen
4 21:56 Søren Hansen
5 22:39 Martin Due Rasmussen

10 km
1 42:54 Lars Grue Jensen
2 43:43 Uffe Kristensen
3 45:38 Heidi Hinge Krogsgaard
4 46:17 Peter Holst
5 46:18 Mads Jakobsen

Alle resultaterne kan ses her: Resultater

Lions Kildebjerg-Ry løbet 2016 – ”Run for life”

Velkommen
Lions Club Ry vil gerne igen i år byde alle velkommen til en god dag rundt i den skønne natur omkring Ry. Løbet foregår torsdag den 19. maj 2016. Der løbes på distancerne 3 km, 5 km og 10 km. Flotte, men også udfordrende ruter i vores dejlige natur.
Alle ruterne er ændret i år, idet start- og målområdet er flyttet fra Ry Hallerne til Sanse-zonen på Kildebjerg.
Desuden er arrangementet udvidet til også at omfatte et 3 km WALK – alle har derfor mulighed for at deltage.

Igen i år er det gratis at deltage for børn under 18 år.

Tilmelding
Forhåndstilmelding er nu lukket. Men du kan nå det endnu. Kom til start- og målområdet ved Sansezonen på Kildebjerg på torsdag fra kl. 16:30, hvor du kan blive tilmeldt. Kom i god tid før dit løb starter – gerne minimum 1/2 time før. Du kan både betale kontant, via Swipp og MobilePay.

Formål
Udover at pleje din egen sundhed, er du med til at støtte et godt formål. I 2016 går startgebyret og sponsorindtægterne til at støtte:

Indkøb af mad til et børnefolkekøkken i Nuuk på Grønland, som drives af den selvejende institution Mælkebøttecentret

Syriske flygtningebørn i nærområderne (Libanon eller Tyrkiet)

Start / mål
Målområdet er placeret ved Sansezonen på Kildebjerg (lige ved siden af Ry Fysioterapi & Sundhedshus).
Målområdet åbner kl. 16.30. Efter løbet er der en gratis økologisk sodavand fra Ørbæk Bryggeri, samt gratis vand (sponseret af Jyske Bank) og frugt (sponseret af SuperBrugsen)

Der vil i år være mulighed for at købe mad og drikke fra pølsevognen, ligesom det vil være muligt at få opbevaret tøj/værdigenstande under løbet.

Rute / starttider / startgebyr
3 km (se ruten her) start kl. 18.00 (løb og WALK starter samtidig) Startgebyr: 50 kr.

5 km (se ruten her) start kl. 18.40, Startgebyr: 50 kr.

10 km (se ruten her) start kl. 18.30, Startgebyr: 75 kr.

Husk: Alle under 18 år løber gratis med.

Ruterne vil være markeret med minestrimmel og skilte. Der vil også være officials på ruten. Underlaget er grus og skovstier samt asfalt. 3 km ruten er alene på asfalt stier og således eneste rute som også er egnet til gangbesværede og dem som medbringer barnevogn eller klapvogn.

På 3 km WALK ruten vil der være mulighed for et stop undervejs, hvor der vil blive serveret kaffe og et stykke kage.

På 10 km ruten vil der halvvejs være et depot med vand og saft.

Tidtagning
Tidtagning foretages i samarbejde med SportsTiming. Deltagerne er ansvarlige for at startnummer placeres foran således det kan læses når målstregen passeres.

Startnummer
Startnummer kan hentes ved sansezonen på Kildebjerg onsdag den 18. maj 2016 mellem kl. 17.00 – 19.00 eller torsdag den 19. maj 2016 i målområdet seneste 1/2 time før dit løb.

Lions Julebanko – 2015

Lions Julebanko – 2015

” Ry løverne slog Kong Vinter ”
Lions Julebanko - 6

Julebanko for hele familien trodsede vejret

500 spilleglade og forventningsfulde gæster fyldte Ry Hallen i søndags til Lions 44. julebanko. Den pludselige vinter som også ramte Ry, fik kun nogle få, til at blive hjemme, så da man havde trodset vejret og byggepladen ved Ry Hallen, blev der der hygget for hele familien. Publikum kom i god tid, for man skulle have den rigtige plads, og den rigtige plade.

Flere generationer spillede banko

Det var flere generationer som fandt sammen om at starte julen med at tage til Lions Julebanko, og stemningen var god lige fra starten. Der var mange smil fremme med banko markeringerne, hvor der i år var 2 borde som fik præmier til hele bordet. Med 250 præmier til banko og amerikansk lotteri, er der statistisk mulighed for at hver anden vinder, og der var da også mange glade smil, og store smil, når man havde vundet 2 – 3 præmier, eller en ny bærbar computer.
”Banko – hold da op, jeg har vundet det flotte Georg Jensen vægur fra LUNA” , julegaven er hjemme. Mange misundte vist, at det flotte Georg Jensen vægur fra LUNA , et gavekort på 3.000 kr. fra Kvickly eller de mange andre store præmier, ikke smuttede i deres gevinstkurv.

Nye tider med ny julemand
Lions ville ikke undvære traditionen med at julemanden kom og uddelte KVICKLY-slikposer til børnene. Vores sædvanlige rare julemand havde travlt hos andre juleglade mennesker, så hr. Berger fra Profil Optik havde udlån sin velspillende julemand fra forretningen på Bytorvet til dagens arrangement, og den gjorde lýkke sammen med de mange slikposer.

Flotte præmier for mere end 50.000,- kr.

Byens handlende og områdets erhvervsliv støttede igen massivt op om dagen med flotte præmier. Kvickly Ry gav gavekort for 5.000,- kr., Luna Sølv og Guld gav et flot vægur til 2.000,- kr., Dans Computer Center gav 2 bærbare Computere og 7 Tablets og der var Rokkefår, Bærbare Computere og Tablets. Der var med de mange sidegevinster og bordoverraskelser – Der var mange glade mennesker med en gevinst i hånden. Der var nogle der fik mange præmier med hjem fra en god og hyggelig familieeftermiddag i en lun og hyggelig Ry Hal.

Flot overskud på knap 60.0000,- kr. til julevelgørenhed

Det foreløbige resultat viser et overskud på knap 60.000,- kr., som bl.a. skal bruges til julevelgørenhed. Lions Club vil igen i år uddele julepakker til borgere som trænger til en opmuntring, og de enkelte kan selv søge og bekendte kan også søge. Overskuddet vil også blive brugt til familier der ikke har råd til at komme på ferie, her
vil Lions gerne hjælpe, så børnefamilierne kommer til sol og strand sammen med andre. Der vil også blive mulighed for at støtte andre gode lokale formål.