Besøg fra julemærkehjemmet i Hobro

Lise Claesson (foto: Karl-Erik Jørgensen)

Lionsklub Ry havde onsdag den 28. februar besøg fra julemærkehjemmet i Hobro, som er det ene af de 5 julemærkehjem i Danmark. Lions i Ry har sammen med andre Lionsklubber i Danmark støttet med donationer for mere end 250.000 kr.. Det var på det grundlag et ønske for medlemmerne i den midtjyske zones 14 klubber, at få besøg af lederen fra Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claesson, som fortalte om julemærkehjemmenes mere end 100 årige historie og ikke mindst om starten, hvor institutionen var ”for sultne børn fra storbyerne” og i dag, hvor overvægtige og mobbede børn gennem et 10 ugers ophold, får deres selvværd genskabt i et samarbejde med familien.

950 får årligt hjælp fra julemærkehjemmene og alligevel er der 500 på venteliste. Opholdene koster årligt 100 mill. kroner, som skaffes gennem donationer, hvoraf salg af julemærker i dag kun udgør 18 % af midlerne.

70.000 børn er gennem tiden blevet hjulpet med mottoet ”her bliver børn børn igen”. Det var en aften deltagerne sent vil glemme, og alle var tændte på, at her skal Lions fortsat støtte med donationer i årene fremover.

Støtte til skoleuniformer

Lions Ry har i flere år ydet støtte til et børnehjem, Ma-Niketan, i Indien. I år har vi ekstraordinært givet penge til skoleuniformer til børnene på hjemmet. At støtten påskønnes, fremgår af den takkemail vi har modtaget:

——-

Kære alle i Lions Club Ry.
Først tusind tak for kr. 10.000,00 til skoletøj til pigerne på Ma Niketan, det bliver de rigtig glade for. Det er jo penge der kommer uventet, da vi ikke har lovet dem noget.

Dernæst Rigtig Godt Nytår til jer alle, jeg ønsker jer alle et godt helbred og masser af aktivitet.

Selvfølgelig også tak for det sædvanlige beløb kr. 2.400,00, det er dejligt med faste støtter som jer.

Mange hilsner fra
U-landsgruppen Ma Niketan
Else Jagd Poulsen

Julehjælp til børnefamilier i Ry

Lions uddeler julehjælp for mere end 40.000 kr. i Ry området

 

Pakning af julehjælpspakker

Kriteriet for udvælgelse

Lions i Ry har traditionen tro uddelt julepakker til medborgere i Ry området, som af forskellige grunde har svært ved at få holdt en ordentlig og anstændig jul. Kriteriet for tildeling er såvel økonomi som en opmuntring i en svær periode her til jul. Det er børnefamilier i postnummer 8680 og 8670, der har kunnet søge. 

Glade givere og glade modtagere

Lions har i år oplevet en stor efterspørgsel efter julehjælpspakker, hvilket nok afspejler at økonomien er presset hos mange. Lions er glad for at kunne hjælpe de familier som har søgt. Vi har modtaget henvendelse fra 51. I Lions glæder vi os over, at vi med vore sponsorer og besøgende fra bl.a. julebankospillet den 26. november er i stand til at hjælpe. Vi har i år efterkommet 44 ønsker om julehjælpspakker, og pakkernes indhold afspejler julehjælpsudvalgets vurdering fra ansøgning til ansøgning om behovet for hjælp.  

Midler fra Julebanko og fra Pressalit

Lions har til hjælp med arbejdet igen i år modtaget 10.000,- kr. fra Pressalit A/S i Ry. Det er et en anerkendelse af vort hjælpearbejde, som Lions sætter meget stor pris på. Midlerne til julepakkerne stammer fra det årlige Julebanko, som i 2017 havde såvel publikumsrekord med næsten 700 og et overskud på 80.000 kr.   

Gavepakker er klar til uddeling

Lions udleverer fra 19. december til 22. december julehjælpspakkerne og gavekort til de 44 familier. Vi plejer at modtager mange takketilkendegivelser, der selv med Lions beskedne hjælp viser, at det også betyder noget, at andre tænker på dem, som har det svært med at få det hele til at hænge sammen her op til jul.